Bestigning af Gross Glockner – Østrigs højeste bjerg (3798 m).

Lørdag d. 7 november 2020 var dagen, hvor jeg kom på toppen – til fods – af Østrigs højeste bjerg, Gross Glockner. Der var perfekte vejrforhold til turen derop den dag.

MED HVEM? 

Jeg var afsted med min bedre halvdel og hans bror, der begge er født og opvokset i området omkring Gross Glockner. De er fødte bjerggeder :-). De er begge uddannet østrigsk Skiführer, som mig selv ( på daværende tidspunkt var jeg i gang med uddannelsen), og de har flere års erfaring indenfor bergbestigning og klatring. Så føler man sig helt klart tryg, når man er afsted med dem.

Har du intentioner om at bestige bjerge i Østrig, og ikke har så meget forstand på alpine farer og gletcher/klatring eller er usikker uden lokal guide, så kan jeg anbefale dig at booke en professionel bjergguide – og evt. tage på et klatre/gletcherkursus inden.

MEN fordi jeg gik med netop de 2 gutter op ad bjerget, skulle vi jo heller ikke tage den letteste vej op. Det er jo klart…

OVERNATNING ER MULIGT

Mange vælger at splitte bestigningen op i 2 dele, således man overnatter i Stüdlhütte (2802m) eller længere oppe i 3451 m højde, i Erzherzog Johann Hütten, lige inden sidste og sværeste etape op til Glockner. Dels fordi det er ikke alle, der holder fysisk (eller psykisk) til at gå derop på én strækning. Men vejret tillader heller ikke altid, at man overhovedet kan komme derop jo og må overnatte i hytten indtil vejret bliver bedre. Og så er det også folk, der synes det er skide hyggeligt og noget af en oplevelse at at bo højt oppe i en alpehytte. Det er jo også noget af en oplevelse højt oppe i bjergene væk fra byernes larm! Solopgang – og solnedgangen er jo fantastisk (Læs mine tanker om dette her) – og tænk på stjernehimmelen, hvor flot den kan være set deroppe fra!

VI OVERNATTEDE DOG IKKE PÅ BJERGET DENNE GANG!

DAGS PROJEKT TIL FODS

Flere veje fører til toppen af Gross Glockner. Vores tur op og ned igen tog omkring 10 timer i alt. Det var under corona nedlukningen. Vi har et lille barn derhjemme ved bedsteforældrene, der vil vi kommer hjem igen samme dag og ja.. Motivationen for at gå derop på én dag og ned igen var stor for mig. Jeg klarede det jo også, selvom det var hårdt at gå ned ad til sidst pga. især varmen fra solen og ja…Jeg blev da også udmattet helt ud til mine yderste grænser. Gå turen op til Glockner var ikke noget jeg havde planlagt flere uger i forvejen, at jeg skulle bestige Glockner. Det var en impulsiv tur ( ikke altid muligt med små børn at planlægge en bestemt dag og tage afsted som par og vejret er med os osv.,). Og det impulsive var nok det, der gjorde det så fedt for mig og mit ego selvfølgelig… At det lykkedes… He he…

HVILKEN RUTE?

Vi tog bilen til Kals am Grossglockner tidligt om morgenen, hvor vi parkerede på en parkeringsplads ved ”startpunktet”. Vi startede med at gå kl. 5.00 om morgenen:

MIN OPLEVELSE & UDFORDRINGER

Turen op til Gross Glockner var selvfølgelig fantastisk smuk. Dette område er jo en naturoplevelse i særklasse. Det er også en del af Nationalpark Hohetauern.

Vi startede i mørke. Der var også andre mennesker, der var på vej derop, så man kunne se lyset fra folks pandelamper bevæge sig på vej op i mørket. Vi var dog de eneste, mens vi var afsted, som tog den rute, som vi gjorde…

Det flotteste lys på himmelen var vel omkring 30. min før solopgang, men solopgang er nu også et smukt syn. Læs mit indlæg: Hvorfor er solopgang så specielt for os mennesker ?

Derudover var udsigten oppe på Gross Glockner jo også helt fantastisk. Så højt oppe og sådan et smukt syn for øjet. WOW. Så tilfreds og stolt var jeg deroppe! Og ja… Jeg ved ikke, om jeg engang i fremtiden skal bestige bjerget igen, men der vil nok komme flere og flere mennesker til i løbet af årene, så jeg er glad og taknemmelig for, at jeg fik det gjort på et tidspunkt, hvor der ikke var decideret “kø masse” på vejen og og ned. Jeg er ikke så meget til sådan noget bjergbestigning med flere mennesker foran og bagved… Men man kan være heldig eller uheldig.

KLATREPASSAGER & HØJDEANGST

Indimellem var der et par udfordrende klatrepassager, fx starten af Mürztaler steig”, hvor jeg i begyndelse lige skulle tage mig sammen. Øvelse gør mester. Når man ikke gør det så ofte, så skal man lige ind i det igen indtil det bliver “normal” for en, og man har vænnet sig til det. Man bliver kun bedre ved at gøre det i praksis.

Ruten, vi gik, er ikke for folk med højdeangst. Altså jeg har normalt ikke højdeangst, men hvis jeg kiggede for meget ned, så kunne tankerne godt begynde at rulle. Derfor bedre at koncentrere sig og fokusere på det, som man har gang i, i øjeblikket. Et trin forkert kan have fatale følgere, også især hvis man ikke er bundet fast / sikret med reb. 

Apropos dette, så er det på denne tur anbefalelsesværdigt at sikre hinanden med reb. Turen er en høj alpin gletchertur, så man skal også have udstyr med til dette. Hvis man tager afsted med en bjergguide, så ville han /hun altid ”sikre” sine gæster for at optimere sikkerheden hos sine gæster (og dermed oftest mindre angst for man føler sig mere sikker), men når man er privat afsted, skal man selv tænke og selv vurdere, hvornår udstyret skal tages i brug…

Jeg fik også lidt kriller i maven fra overgangen over lille Glockner til store Glockner. Det ser ret vildt ud, når man står deroppe. Og så husker jeg en lille klatrepassage på vej ned, inden vi ramte gletcheren, som et sted også var ret krævende for mig.

MENTAL STÆRK

Det at jeg overkommer noget svært og udfordrende gør mig stærkere som menneske. Det kan jeg føre videre til mange andre sammenhænge i livet.

I bjergene findes andre regler end menneske skabte regler. Der sker uheld, og der er risici ved at bestige bjerge. MEN..Folk bestiger jo ikke bjerge for at risikere livet, men for at det giver hvert individ noget større. At være i bjergene på den måde giver livslang læring, som man kan føre videre til sin dagligdagsliv. Man forstår det nok først, hvis man selv har prøvet at være derude i praksis…

Jeg går mere skitouring om vinteren end decideret bjergbestigning til fods, men at overkomme svære passager uden at gå i panik, gør mig stærkere som menneske. At kontrollere angsten – at overkomme den. At handle korrekt i usikre situationer uden at flippe ud…

VIGTIGST: AT BEVARE ROEN I PRESSEDE SITUATIONER! Det gør også folk rolige omkring dig! 

AFSLUTNING MED SOLSTIK

Da vi var på vej ned ad bjerget igen, fik jeg lettere hovedpine og solen var ret stærk. Koldt var det i hvert fald ikke. Jeg vidste, at jeg skulle tage den med ro. Det kunne jeg mærke. Og koncentrere mig om hver skridt jeg tog, således jeg ikke fik forvredet mit ben eller andet uheldigt. Efter flere timer til fods skal man især huske at koncentrere sig, for det er oftest i slutningen at dumme uheld kan ske. På vejen ned fik jeg det faktisk ret dårligt. Det var en kombination af træthed, væskemangel og ja langt oppe i højderne med en bagende sol…  SOLSTIK !

GLETCHER, SOL & HØJDE

Selvom jeg har erfaring med, hvad der er vigtigt, så lærer jeg nye ting omkring, hvad min krop kan holde til. Jeg havde simpelthen drukket for lidt vand på denne tur – og væske er meget vigtigt oppe i højderne. Især på sådan en tur, men netop denne dag var det brændende varm også. Og hvis jeg havde trænet lidt mere i højder inden, så ville min krop nok også have reageret anderledes, men grundformen var der heldigvis til hele turen, men færdig var jeg. Så skal du på længere bjergture oppe i højderne mindre eller højere end Glockner, så kræver det træning. Det vil i hvert fald være en god idé. Man skal jo også passe godt på sig selv jo! Behøver jo ikke gøre livet sværere end det er i forvejen…

NEDKØLET

Længere nede i dalen fandt vi et vandløb, hvor jeg fik vand i hovedet og drak vand – og fandt sne til at køle mit ansigt ned… Det hjalp en lille smule. Da vi kom ned til bilen, fik jeg sukkervand og saltindtag. Jeg havde det dog stadig dårligt. Det var ligesom at have slemme tømmermænd. Jeg vidste ikke, om jeg skulle skide eller brække mig, men jeg kunne heller ikke rigtig spise noget men bare vente til at det gik over. Da jeg kom hjem frøs jeg a h til . jeg fik et varmt bad, og derefter var det som om at jeg var blevet frisk igen, men SOLSTIK er ikke noget, som jeg har lyst til at prøve ret oftere…

Jeg tog det med i dette blogindlæg fordi, så husker jeg måske, hvor slemt det var, da det stod på, og jeg kan være bedre forberedt med væske til næste gang… 

/Anne-Louise S. Jørgensen / Outdoorwoman.dk / Freeridegirl.com