Bestigning af Gross Glockner – Østrigs højeste bjerg (3798 m).

Bestigning af Gross Glockner – Østrigs højeste bjerg (3798 m).

15. november 2020 0 Af outdoorwoman.dk

Lørdag d. 7 november 2020 var dagen, hvor jeg kom på toppen – til fods – af Østrigs højeste bjerg, Gross Glockner. Der var perfekte vejrforhold til turen derop den dag.

Med hvem? 

Jeg var afsted med min bedre halvdel, Tom, og hans bror Mark, der begge er født og opvokset i området omkring Gross Glockner. De er fødte bjerggeder :-). 

MEN fordi jeg gik med netop de 2 gutter op ad bjerget, skulle vi jo heller ikke tage den letteste vej op. Det er jo klart…

Hvilken rute?

Mange veje fører til toppen af Gross Glockner. Vores tur op og ned tog omkring 10 timer i alt.

Vi tog bilen til Kals am Grossglockner tidligt om morgenen, hvor vi parkerede på en parkeringsplads ved ”startpunktet”. Vi startede med at gå kl. 5.00 om morgenen:

Mine Tracks op til Gross Glockner og ned igen:
1). Fra Lucknerhaus til Lucknerhütte. 2). I  stedet for at gå ”Normalvejen”, gik vi op af hele ”Mürztaler Steig”. 3). Op til Adlersruhe. 4). Derefter gik vi op til ”lille Glockner” og til sidst, målet Gross Glockner. De fleste går “normalvejen” (Google NormalWeg på tysk), men man kan også gå et par andre veje…
5.) På vejen ned fulgte vi hovedsageligt ”normalvejen” – den hurtigste vej 🙂

Min oplevelse & udfordringer

Natur oplevelse i særklasse

Turen op til Gross Glockner var selvfølgelig fantastisk smuk. Vi startede i mørke. Der var også andre mennesker, der var på vej derop, så man kunne se lyset fra folks pandelamper bevæge sig på vej op i mørket. Vi var dog de eneste, mens vi var afsted, som tog den rute, som vi gjorde…

Det flotteste lys på himmelen var vel omkring 30. min før solopgang, men solopgang er nu også et smukt syn.

Udsigt tidlig morgen på vej op til Gross Glockner

Derudover var udsigten oppe på Gross Glockner jo også helt fantastisk. Så højt oppe og sådan et smukt syn for øjet. WOW. Så tilfreds og stolt var jeg deroppe!

Alene var vi ikke på toppen af Gross Glockner. Der var også en del andre, der ville bestige Østrigs højeste bjerg.
Et par “Gipfelbilleder” alene var heldigvis til at få 🙂

Klatrepassager & højdeangst

Indimellem var der et par udfordrende klatrepassager, fx starten af Mürztaler steig”, hvor jeg i begyndelse lige skulle tage mig sammen. Øvelse gør mester. Når man ikke gør det så ofte, så skal man lige ind i det igen. Man bliver kun bedre ved at gøre det i praksis.

Koncentration & Fokus

Ruten, vi gik, er ikke for folk med højdeangst. Altså jeg har normalt ikke højdeangst, men hvis jeg kiggede for meget ned, så kunne tankerne godt begynde at rulle. Derfor bedre at koncentrere sig og fokusere på det, som man har gang i, i øjeblikket. Et trin forkert kan have fatale følgere, også især hvis man ikke er bundet fast / sikret med reb. 

Apropos dette, så er det på denne tur anbefalelsesværdigt at sikre hinanden med reb. Turen er en høj alpin gletchertur, så man skal også have udstyr med til dette. Hvis man tager afsted med en bjergguide, så ville han /hun altid ”sikre” sine gæster for at optimere sikkerheden hos sine gæster (og dermed oftest mindre angst), men når man er privat afsted, skal man selv tænke og selv vurdere, hvornår udstyret skal tages i brug…

Der sker uheld, og der er risici ved at bestige bjerge…

Jeg fik også lidt kriller i maven fra overgangen over lille Glockner til store Glockner. Det ser ret vildt ud, når man står deroppe. Og så husker jeg en lille klatrepassage på vej ned, inden vi ramte gletcheren, som et sted også var ret krævende for mig.

Mental stærk 

Det at jeg overkommer noget svært og udfordrende gør mig stærkere som menneske. Det kan jeg føre videre til mange andre sammenhænge i livet. Jeg går mere skitouring om vinteren end decideret bjergbestigning til fods, men at overkomme svære passager uden at gå i panik, gør mig stærkere som menneske. At kontrollere angsten – at overkomme den. At handle korrekt i usikre situationer uden at flippe ud… Jeg kan ikke lige sætte ord på det lige nu, men jeg håber I forstår hvad jeg mener… Men VIGTIGST: AT BEVARE ROEN I PRESSEDE SITUATIONER ! 

En afslutning med solstik

Da vi var på vej ned ad bjerget igen, fik jeg lettere hovedpine og solen var ret stærk. Koldt var det i hvert fald ikke. Jeg vidste, at jeg skulle tage den med ro. Og koncentrere mig om hver skridt jeg tog, således jeg ikke fik forvredet mit ben eller andet uheldigt. Efter flere timer til fods skal man især huske at koncentrere sig, for det er oftest i slutningen at dumme uheld kan ske. På vejen ned fik jeg det faktisk ret dårligt. Det var en kombination af træthed, væskemangel og ja langt oppe i højderne med en bagende sol…  

Gletscher, sol og højde…

Selvom jeg har erfaring med, hvad der er vigtigt, så lærer jeg nye ting omkring, hvad min krop kan holde til. Jeg havde simpelthen drukket for lidt vand på denne tur – og væske er meget vigtigt oppe i højderne. Især på sådan en tur, men netop denne dag var det brændende varm også. 

Nedkølet…

Længere nede i dalen fandt vi et vandløb, hvor jeg fik vand i hovedet og drak vand – og fandt sne til at køle mit ansigt ned… Det hjalp en lille smule. Da vi kom ned til bilen, fik jeg sukkervand og saltindtag. Jeg havde det dog stadig dårligt. Det var ligesom at have slemme tømmermænd. Jeg vidste ikke, om jeg skulle skide eller brække mig, men jeg kunne heller ikke rigtig spise noget men bare vente til at det gik over. Da jeg kom hjem frøs jeg a h til . jeg fik et varmt bad, og derefter var det som om at jeg var blevet frisk igen, men SOLSTIK er ikke noget, som jeg har lyst til at prøve ret oftere…

Jeg tog det med i dette blogindlæg fordi, så husker jeg måske, hvor slemt det var, da det stod på, og jeg kan være bedre forberedt med væske til næste gang… 

En træt og udmattet Anne-Louise tilbage i dalen 🙂 MEN TILFREDS. I DID IT!