Vandretur – Alene – med et lille barn på ryggen…

Jeg har en søn, der fylder 2 år i slutningen af maj 2020. Lige siden han lærte at gå (omkring 14 mdr.), har han været meget interesseret i at gå selv og udforske verden – udenfor. I denne ”Corona-tid” har vi indtil nu haft fantastisk solskinsvejr og derfor opholdt os meget ude i naturen. Derfor vil jeg skrive lidt om mine erfaringer med at “vandre” med den lille på min ryg i bærestol. 

(Hvis du har nogle yderligere spørgsmål, så tøv ikke med at skrive, så kan jeg eventuel få disse med ind i mit indlæg også)

Her er et eksempel på vores vandretur ca. 2-3 timer om formiddagen – i bjergene:

Vi starter med at gå hjemmefra omkring kl.9.00 om morgenen. Jeg har gjort rygsækken klar med vand og snack, 1-2 bleer, vådservietter, solcreme og trøje m.m. Så sætter jeg min søn op i bærestolen, og vi er klar til at gå. Hunden kommer også med. 

OPLEVELSER PÅ VEJEN OP

Det tager ca. 30. -60. min. for mig at gå derop, hvor jeg vil hen. Så får jeg også lidt træning ved at have ham på ryggen – og vi oplever naturen sammen: Går på spændende vandrestier i bjergene, vi kan høre fuglene synge, nogen gange ser vi et egern eller to i træerne, måske en haremis og sågar dådyr (så skal det helst være ved daggry).

På vejen op, spørger jeg min søn om forskellige ting. Han kan ikke snakke som mig endnu, men han kan pege og snakke sit sprog, og det er pt vores kommunikation. Hvis jeg mærker, at han bliver urolig og ikke gider længere, kan jeg give ham en grankogle i hånden eller jeg starter og synge, og han synger tilbage. Hvis det slet ikke går, må jeg gå hurtigere, så han snart kan komme op på den vej, hvor vi skal gå – ellers jeg må tage ham ud og gå hjem.

Det er dog ikke sket endnu, at vi måtte vende om. Efterhånden har han vænnet sig til at sidde i bærestolen. Jeg har haft bærestolen siden maj 2019. 

EGEN VILJE

Der kan dog være dage, hvor han slet ikke gider at sidde i den, fordi han VIL GÅ SELV og IKKE SIDDE, men så gemmer jeg bærestolen væk i en uge – og så er det igen interessant at sidde oppe i den. Så henter han den selv fra skabet, og jeg ved det er tid til vandring med ham i den…

KOLD/VARM

Man skal huske, at barnet, der sidder i bærestolen, ikke nødvendigvis har samme temperatur, som personen, der går. Det er heller ikke alle små børn, der kan give udtryk for, hvis de er for varme eller kolde. Derfor skal man heller ikke lade et barn sidde for lang tid oppe i bærestolen. Især ikke når der er minusgrader (f.eks. om vinteren) – små børnehænder kan blive virkelige kolde – selvom de har luffer på! 

Oplevelsen på vej ned

Når vi endelig er kommet derop, hvor jeg vil hen, kommer min søn ud af bærestolen og er klar til at vandre med mig ned ad bjerget. Der er rigtig mange ting at udforske. Der er både asfalt, sne og græs og grus at træde på – og det er alt sammen en oplevelse for sådan en størrelse. Især at finde grene og grankogler – og kaste med dem, således hunden kan fange dem, er interessant. Og hvis vi kommer forbi nogle store sten, så er disse ligeledes værd at klatre op ad.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Bliver han aldrig træt? Kan han holde til det? 

Min søn kan også blive træt. Jeg holder pauser med ham. Så får han noget at drikke eller en snack.  Nogen gange sætter han sig oftest ned et sted – vil lege med sten eller jord – og så er han klar til at gå igen. Andre gange skal han bæres i mine arme et stykke på vejen ned – og han er klar til at gå igen. Han vil helst ikke op i bærestolen igen faktisk.

 Hvis det står til ham, så vil han helst alt selv, hvis han kan holde til det. 

Som mor finder man meget hurtigt selv ud af, hvad ens barn kan holde til. Jeg går ikke lange ture med ham hver dag, hvor han hele tiden selv går. Kroppen skal jo også følge med og restituere. Det samme skal min.

Er han ikke tung at have bag på ryggen? 

Dette spørgsmål får jeg ofte stillet. I Danmark, er mit indtryk, at det ikke er så normalt at se en kvinde bære rundt på sit barn på denne måde. Det fandt jeg først og fremmest ud af, da jeg transporterede ham i den på vej til vuggestue om morgenen. Ikke negativt, bare overraskende blikke…

Måske også fordi jeg er kvinde? Men mødre kan altså sagtens gå rundt med sit barn på ryggen medmindre man lider af en eller anden rygskade…

Sidste år vejede min søn kun 10 kilo. Nu vejer han 14 kilo. Han bliver tungere, og det føltes også tungere at gå med ham, men som så mange andre ting, så kan man vænne sig til belastningen. Man kan træne sig op. Man skal man starte langsomt op. Tage små strækninger i starten, således man selv kan holde til det. Hvis man har mulighed for det, så skal man varme lidt op inden – altså ikke at ryggen er helt kold og man fryser a h til, således kroppen er klar og man ikke skader ryggen unødvendig. 

Normalt er kroppen varm efter morgenmad og rutinerne, der hører til morgenstundens timer. Ik’?  

God træning

At gå med mit barn i en bærestol giver mig ligeledes træning til hele kroppen. Og så er det for mig en god forberelse til vinter, hvor jeg ofte har en tung rygsæk på ryggen, når jeg står på ski – off-piste eller skitouring. Så at jeg går med min søn på ryggen gør, at min ryg bliver bedre rustet og forberedt til mine vinter aktiviteter.

Vandring tæt på hjemmet

Det har altid været sådan indtil videre, at vi ikke går for langt væk fra vores ”hjem”. Man behøver heller ikke, at gøre livet mere besværligt for en. 

“Jeg kan selvfølgelig bedst lide at gå, når jeg ved, at min søn har lagt en stor lort inden afgang, så jeg ikke skal skifte ham et sted oppe i naturen. Sker det, så er det bare sådan, at det er… Ikke verdens undergang… Ha ha”

Vi har endnu ikke været på længere vandreture med overnatning. Jeg tror heller ikke, at det vil være et problem, men det kræver lidt mere planlægning og forberedelse. Dertil er det nemmere, når farmand er med. Men alt kan lade sig gøre. Også alene.

/Anne-Louise