Mallorca med 2 små børn

Mallorca med 2 små børn

25. september 2022 0 Af outdoorwoman.dk

Første familie ferie med 2 børn

Jeg var på ferie på Mallorca i 6 dage i midten af september 2022 med min bedre halvdel samt med vores 2 børn på hhv. 3 måneder og 4 år. Første gang afsted som familie med 2 børn. Denne gang bookede vi selv flybilletter og hotel samt transfer, da vi fik mest ud af det i forhold til vores ønsker og behov. Valget gik til Mallorca, da det på dette tidspunkt var en varm ferie destination og flytiderne var super i forhold til at rejse med små børn. Dertil har jeg været på Mallorca flere gange. Jeg har bl.a. været rejseleder på øen og kender de forskellige steder efterhånden.

Jeg vil nu dele lidt af vores skønne ferie på Mallorca – med informationer og tips opstillet i en slags punktform. Måske du kan få lidt inspiration til din næste ferie med små børn. 

LUFTHAVNSPARKERING BILLUND

Vi havde bestilt lufthavnsparkering i Billund på forhånd. Dels fordi så havde vi sikret os en plads til bilen i lufthavnen i det område, vi ønskede. Men også fordi så skulle vi ikke ved hjemkomst stå i kø til billetautomaten for at betale parkeringen. Bilen blev registreret via nummerplade scanning ved ind – og udkørsel.

BAGAGE

Vores bagage bestod hovedsageligt af babyudstyr! Vi rejste med 1 kuffert, barnevogn & babyudstyr samt 1 lille taske hver til håndbagage. Folk spørger, hvordan vi kunne rejse med kun en kuffert? Tjo.. Less is more. Kufferten var fyldt med nødvendige ting som bleer og tøj til børnene og hjemme apotek, hvis nogen skulle blive syge samt solcreme, tandbørster osv., + et par modermælkserstatning på briks. Og tøj til os. Jeg behøvede ikke meget eller fint tøj eller sko eller kosmetik, da vi jo var afsted med børnene. Fik dog plads til mine løbesko.

Vi havde vores bla. vores Babyjogger summitX3, Najell Babycarrier og vores MoonBoon Slyngevugge med på ferie!

FLYTIDER VIGTIGT

Gode flytider er vigtigt med små børn. Afgang tur/retur var hhv. kl. 10.20 og 12.25. Flyveturen tog omkring 2 timer og 50 min.  I DK skulle vi jo også først køre til/fra lufthavnen (1,5 time). På Mallorca tog det ca. 45 min. til vores hotel tur/retur. Man kunne også vælge at bo et dejligt sted i nærheden af lufthavnen, men denne gang blev det Muro Beach ved Alcudia bugten.

FLYVETUREN

Gik godt tur/retur. Vi fløj med Ryanair, hvilket fungerede fint. Vores søn på 4 år kiggede ud ad vinduet og så en film på ipad.  Den lille græd kun lidt i starten begge veje. Ellers fik hun sovet og fik bryst hele vejen.

På udrejsen fik hun dog skidt hele sin body til op ad ryggen. Der var puslebord bagerst i flyet til at skifte. På forhånd havde jeg taget ”gammelt tøj på” hende, således jeg med god samvittighed kunne smide det ud, hvis hun sked det hel til, som hun så gjorde på udrejsen. På udrejsen sad vi helt bagerst i flyveren. Til en anden gang vil jeg ikke sidde bagerst. Det larmer meget ved start, og folk står i kø til toilettet. Så den der sidder yderst i sæderækkerne fik en røv i hovedet nærmest hele turen, hvor man ikke skulle sidde fastspændt med sele. Efter 2 timer  bagerst i flyet begynder det at stinke ret meget af toilet efterladenskaber. 

På hjemrejsen sad vi næsten helt forrest. Meget mere bekvem. Det vil jeg til enhver tid anbefale.

TRANSFER – MALLORCA

Jeg bestilte taxa på forhånd via Facebook, hvor jeg skrev direkte til en mand, Severino, med et taxafirma i Alcudia.  Så var der styr på babyautostolen samt autostolen til vores søn. Dette taxafirma leverede mega god service. Jeg vil helt klart bruge ham igen, hvis jeg skal afsted en anden gang.

HOTEL

Vi boede på hotel Ses Fotges. Her ville jeg til enhver tid komme tilbage til. Det er et fint lille lejlighedshotelkompleks med forskellige valgmuligheder i forhold til værelse og ophold. Dertil var der næsten hver aften underholdning for børn, mini disco, hvilket var super for vores søn. Han elskede det.  

Vi valgte at købe en lidt dyrere lejlighed med en aflang, privat svømmebassin lige foran vores terrasse, der kun måtte benyttes af beboerne på første etage med denne type lejlighed. Det var perfekt for os. Vi skulle ikke op og ned ad trapper med barnevogn. Når den lille sov, kunne vi solbade eller svømme – eller tage ud på stranden i havet med vores søn skiftevis. Vi behøvede ikke pakke alt muligt for at tage på stranden, men kunne bare have vores håndklæder og ting liggende på vores EGEN terasse, hvilket virkelig sparer ”stress” med små børn. 

 Ja, der var mange muligheder i kort gåafstand til alt, hvad vi behøvede. Dertil var der apotek, supermarkeder, busstoppested og restauranter og legeplads lige i nærheden. 

AFSLUTNING

Nogen siger ferie med små børn ikke er ferie men mere stress. Det kommer an på, hvordan man definerer ferie. He he… Og hvordan man organiserer ferien og forventninger m.m. Hvis man ved, hvad man går ind til, så er ferie med børn ikke slemt. Vi havde en rigtig god ferie med vores børn. Det var intensiv kvalitetstid på den gode måde. 

Udover at være sammen med børnene, fik jeg ligeledes svømmet i pool og i hav hver dag. Jeg fik også spist og nydt en god glas rødvin med lækkert kød på restaurant. Jeg fik endda nydt en cocktail med min bedre halvdel. Det er derfor man tager på sol ferie ik’? 

Jeg var desuden ude at løbe 2 morgener. Vi stod tidligt op her dag og i seng inden kl. 22.00, men det passer mig fint. Jeg er A- menneske. Derhjemme er det pt det samme.  Jeg tager gerne på ferie med mine børn igen. Det giver mig en god følelse, når det hele JEG har planlagt bare fungerer og er glade… Det vigtigste var en vellykket ferie. Og heldigvis blev ingen af os syge på ferien. (Måske mindre bakterier i en privat pool?)

Så er fuldt ud tilfreds. Men når man rejser med små børn, er man meget på – og ja man kunne også godt bruge 1 fri dag efter ferien til at komme sig efter ferien.

/Anne-Louise

 

 
 
 
 
 
Vis dette opslag på Instagram
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 

 

Et opslag delt af Anne-Louise S. Jørgensen 🇩🇰 (@freeridegirlcom)