At leve livet i bjergene & tæt ved havet gør mig ”re-grounded”

Min overskrift. Hvad mener jeg? 

Man vokser op et sted og bliver påvirket af sin omverden. Får et verdenssyn. Dette syn kan ændres alt efter, hvad der sker i ens liv. Man kan komme i ubalance og miste jordforbindelsen. Det gør de fleste mennesker på et tidspunkt i deres liv eller flere. Lidt udfordringer skal der til. Ellers har man ikke levet!? Det kan vel også udtrykkes som identitets &/eller livskriser… 

Men … 

Forhåbentlig finder hvert og enkelt menneske ro inden i på et tidspunkt, ”finder sig selv” og bliver tilfreds med livet. Igen – det er ikke alle… Men når man som menneske kan sige, at man er tilfreds, som tingene er lige nu, så har man sgu fundet en vej / er på rette vej… Så har man gjort noget rigtigt for sig selv i det mindste. Eller når man kan mærke, at ”man har fundet sig selv”. Fået jordforbindelsen til sig selv, livet og stå ved sig selv … 

Min Barndom

Jeg voksede op i en lille by, Harboøre, i Vestjylland. Tæt på hav og Fjord. Tryg barndom. Jeg legede meget ude i naturen med mine barndomsvenner. Vi var ofte i skoven. Lavede fælder og bål. Vi legede også tit inde i de mange bunkers fra 2. verdenskrig på stranden. Vi fik nogle skrammer. Måske én brækkede en arm. Værre var det ikke. Vi fik lov til ret meget, tror jeg. Vores forældre var måske ikke så bekymrede dengang, som ”curlingforældrene” ville være i dag… 

Jeg er nu sikker på, at så meget udendørs leg i naturen og et lille lokalsamfund at vokse op i, som Harboøre, var med til at gøre os børn (fra dengang) godt rustet til at komme ud i den store verden – væk fra bekvemmelighedens verden – forældrenes hule.

Fra teenager til studieliv i København

Efter folkeskolen havde jeg ”planer”. Jeg skulle det, det og det. Jeg stillede mange krav til mig selv. Da jeg var færdig med gymnasiet, gik jeg på en sportshøjskole i Aalborg et år, var skiinstruktør en sæson i Østrig, indtil jeg endelig flyttede til Odense for at studere Idræt og Sundhed. Efter min bachelor tog jeg en kandidat i idræt samtidig med at jeg læste til sexolog på Joan Ørtings sexolog skole. Udover dette havde jeg også taget fitnessinstruktør & massørkurser m.m.… Desuden havde jeg flere jobs ved siden af mine studier. Der skulle altid ske noget.  Helst med mennesker. Det gav en masse energi.

Naturen og aktiviteter udenfor var slet ikke højt på min prioriteringsliste dengang.

Identitetsproblemer

Da jeg f.eks. boede i København, kan jeg godt se nu, at jeg nok var i en slags identitetskrise. Jeg mistede mig selv og mine livsværdier. Det også passer nok godt sammen med min daværende alder og situation. Jeg blev draget fra den ene ting til den anden pga. mange nye indtryk og mennesker. Jeg var en åben bog og kunne ikke altid sætte grænser, mærke efter og sige nej. Jeg gjorde ikke altid ting, som var godt for mig. Jeg havde også kærester – og mange venner (venner som alligevel ikke er ens venner, når det kom til oprigtig interesse). Jeg kendte så mange mennesker, at det blev for meget af det gode. Det var heller ikke altid nærvær fra min side.

Trods en forvirret tilværelse dengang, var livet i KBH også en fed tid. Jeg er glad for at have oplevet alle disse ting og mennesker i mit liv. Det gav også en del livserfaring. 

Væk fra København – op i bjergene som Heidi

Da jeg var færdig med min kandidatafhandling i KBH tog jeg en ret vild beslutning. Jeg havde mødt mit livs kærlighed fra Østrig. For at vi kunne få vores liv til at fungere, måtte vi gå på kompromis med hinanden. Vi fandt ud af, at bo i Vestjylland om sommeren og i Østrig, Tirol om vinteren.

”Du har ansvar for dit eget liv og lykke, men du er også afhængig af andre mennesker i forhold til dine mål og behov i livet”

Sådan har vi vel levet 8 år nu. Jeg fik det ”jordnære” ”kedelige liv” tilbage. Tilbage til de værdier, jeg voksede op med som barn. Og selvom der har været nogle ensomme perioder indimellem, har det kun været godt for mig. Det er faktisk først nu, når jeg skriver dette indlæg, at jeg virkelig kan mærke, at det har været godt for mig. 

”Nogen gange tager det noget tid, før man sætter pris på tingene…”

”Det kedelige liv”

Sådan ville nogle mennesker måske udtrykke det, men for mig er det ikke kedeligt. Måske ville nogen også sige, at jeg er blevet kedelig, men jeg er ret ligeglad. 

Livet, som jeg lever det nu, giver mening for mig, og det må da være det vigtigste? 

Man har kun det her ene liv. Så er det også vigtigt, at man får det ud af sit liv, hvor man føler sig godt tilpas. 

Jeg kan godt lide det der simple liv. Ikke så mange butikker og fristelser og forbruger samfund. Mindre stress, kaos og problemer. Fred og ro. Back to basic…

”Less is more” 

Der sker ikke så meget i mit liv som før, men jeg har det også fint i mit eget selskab… Jeg sætter pris på små ting, mennesker og husker flere ting, fordi det giver mening. Jeg er mere nærværende med de folk – og med de ting, jeg laver. Jeg gider heller ikke alle mulige mennesker og larm hele tiden. Indimellem kunne jeg godt tænke mig en ordentlig bytur med fuld skrald på eller en dag til festival og hygge mig, men så kan jeg planlægge en weekend og slippe mig løs…

(Det er heller ikke sådan, jeg er blevet total anti – forstå mig ret )

Kitesurfing & Off-piste skiløb

Sportsaktiviteter ude i naturen, som off-piste skiløb eller kitesurfing, sætter jeg nu meget højt på min prioriterings liste. Jeg kan godt sige Nej til kaffe eller brunch aftaler, fordi der er god vind eller god sne. Oplevelser ude i naturen skaber værdi for mig. 

Når man har været ude på ski en hel dag med sin kammerat eller veninde, kan man jo sætte sig ind et sted og drikke en øl med hinanden og skåle for oplevelsen. Og så er det jo sådan, at der i Østrig, hvor jeg bor om vinteren (St. Anton am Arlberg), kan jeg jo altid tage på afterski. Når jeg altid har mulighed for det, så er det ikke det samme som ferieturisters oplevelse af stedet, hvilket nok ligeledes har gjort min fest trang nedprioriteret… 

(Og ja Corona krisen ændrer måske på fremtidens afterskiing – dette tema tager vi næste år)

Naturområder har re-grounded mig

At bo tæt på naturen – og dyrke den hver dag – har været med til at re-grounde mig.  Jeg har fundet jordforbindelsen – ”mig selv” – ”jeg ved, hvem jeg er, og hvad jeg vil” – ved at leve det liv, som jeg gør nu. 

(Måske spiller alderen også ind, og dét at jeg er blevet mor, men her er det mere dét, at jeg har lært at fokusere på, hvad der virkelig er vigtigt her i verden og lukke andet crap ude… )

Fremtiden

Om 30 år, hvis jeg stadig lever, så kan jeg skrive endnu en tekst, og se, om mine tanker er anderledes. Der er nok flere situationer, hvor man føler sig “grounded”. Men når jeg bliver rigtig gammel, så kan det være, at jeg bor et helt andet sted, men jeg tror næppe, at jeg slipper min trang til at være udenfor i naturen. Man kan jo stadigvæk bo i f.eks. KBH og føle sig grounded og bruge naturen så meget som muligt. 

Det er bare vigtigt, at finde ud af, hvad der ”grounder” en. Og så er det vigtigt at man har det godt og føler sig god nok, som den man er. 

Jeg håber ovenstående giver mening – og at du forstår, hvad jeg mener. Du er velkommen til at sende mig en kommentar. Skrive til mig, hvad du fik ud af at læse min tekst. Hermed tid til selvrefleksion . 

/Anne-Louise